Adressering var svært i gamle dage – især inden vejnavne og numre

Når man skal sende en masse forsendelser ud i dag, om det er pakker, breve eller noget helt tredje, så er det heldigvis logisk nok for postvæsnet, når materialet skal deles ud. Der er nemlig et sindrigt system på plads.

Selvom vi tænker, at det er det mest naturlige i verden, at veje har navne, og huse har numre, har det ikke altid været sådan. Adressering har været besværligt, når man ikke har kunnet skrive et vejnavn og et husnummer på sine breve.

Her tager vi lige et kig i historiebøgerne for at finde ud af, hvordan vi endte med at have et logisk opbygget system at identificere adresser efter.

Vejnavne er ret gamle – i hvert fald for store veje

De store og vigtige veje i gamle dage havde for det meste navne i det, vi kalder den vestlige verden i dag. Et eksempel på dette er Via Appia, som forbandt Rom med en vigtig havneby, hvor der var meget trafik til og fra Grækenland.

Den vej er opkaldt efter romeren, der påbegyndte den første etape af vejen og er et eksempel på, at en vej har fået et navn.

Vejene i Pompeji skulle dog også have haft navne, selv nogle af de mindre veje i byen – det var omkring det sjette eller syvende århundrede før vor tidsregning.

Sådan har det dog ikke været alle steder, især ikke så tidligt, men de større og vigtigere veje har fået deres navne relativt tidligt. På den måde har der trods alt været lidt at gå efter for de bude eller budbringere, der skulle rende med meddelelser fra den ene til den anden.

De første husnumre stammer fra Paris

Med vejnavnene på plads mangler vi stadig nogle husnumre, inden vi kommer til noget, der ligner det, vi har i dag, og her skal vi til Paris. Vi skal til året 1512, hvor broen Pont Notre-Dame havde en masse ens huse oven på sig – her fik man ideen, at husene skulle have numre.

Ikke nok med det så fik man også ideen til, at husene på den ene side skulle have lige numre, og den anden side skulle have ulige numre.

Denne med nutidige øjne ellers gode ide blev dog ikke udbredt specielt hurtigt. Faktisk skal vi helt op til det 18. århundrede, inden nummereringen så småt begynder at slå igennem flere og flere steder i Europa.

Der var byer, der var hoppet med på bølgen i en nogenlunde sammenlignelig form med den, vi så i Paris, men det var ofte begrænset til bestemte områder i bestemte byer – som fx en bro i Paris med ens huse på begge sider af vejen.

Midt i 1700-tallet begyndte der at komme forordninger om, at alle huse skulle markeres med tal, så de kunne identificeres – eksempelvis i Preussen.

Danmark fulgte med, men faldt fra

Herhjemme var det den indflydelsesrige Struensee, der er portrætteret af Mads Mikkelsen i ”En Kongelig Affære”, der var drivkraft bag husnumre i København. Han indførte husnumre i 1771.

Det holdt dig ikke ved i første omgang. Efter Struensee blev henrettet, og Byen blev ødelagt af brande og bombardementer, forsvandt husnumrene i jævnt tempo indtil 1859, hvor husnumre igen blev indført.

Struensee indførte heller ikke helt det system, som vi kender i dag – det var nemlig bygningernes matrikelnummer, man skulle skrive på bygningen.

Til gengæld blev det i 1859 også vedtaget, at man skulle nummerere huse, som vi går i dag. Det er i øvrigt sådan, at de ulige numre er i venstre side af vejen set fra det nærmeste bycentrum, og de lige numre i højre side.

Nogle steder har dog en anden måde at sætte numre på husene på, men det gælder oftest områder, der ikke har bygningerne på den klassiske måde med huse på begge sider af en asfalteret vej.

Vi er ret taknemmelige for, at det er lettere at finde hoved og hale i adresser i dag – tidligere havde bygningerne kendetegn eller våbenskjold, som man brugte som pejlemærker.

Vi adresserer i dag med vejnavne og husnumre, og det fungerer ganske godt!